Tips og gode råd til at følge en kostplan.
En kostplan kan være mange ting, og årsagerne til at man begynder på en kostplan, kan være vidt
forskellige fra person til person. At man begynder på en plan, handler for mange om bedre at
kunne overskue tingene, og være på forkant. Som regel lægger man en plan, hvis man har et mål,
eller man pludselig er nødt til at gøre tingene anderledes end man plejer.
Med en plan gør du tingene til en rutine, og de fleste mennesker fungerer faktisk bedst med
rutiner. Vi er som mennesker temmelig dovne, og hvis tingene er en vane, ja så er det hele bare
meget nemmere. Så det vil sige, vejen frem for at være på en kostplan, handler om at gøre det til
en vane.
Nå ja, og med det følger der nok også nogle vaner vi HAR tillagt os, som skal erstattes med de nye.
En kostplan kan være en simpel plan for hvad man skal spise i løbet af ugen, således man ikke skal
stå nede ved køledisken og beslutte sig sidst på eftermiddagen lige inden maden skal laves. Det
kan være en plan for samtlige måltider i løbet af dagen, og for kun nogle få. Det er jo op til den
enkelte at vælge.
En kostplan kan definere hvilke madvarer du skal indtage i løbet af dagen, således du får en
varieret kost. Det kan egentlig blot være en liste, således du ved hvad du skal handle.
Og så kan en kostplan være yderst detaljeret, hvor alle måltider er nøje udregnet, og beskrevet
med råvarer, ingredienser og vægtforhold for disse. Dette gør man som regel, når kostplanen vil
være et værktøj til at nå et mål. Det kan være vægttab, vægtforøgelse eller at man har sat sig et
mål i fremtiden, hvor kroppens tilstand vil have stor indflydelse.
Som jeg har skrevet om i en af mine andre blogs, så er kroppen en selvstændig organisme, og vi
har den egentlig bare til låns, da vi på ingen måde er herre over den. Jo bedre vi behandler den, jo
mere kan vi få ud af den. Og som enhver anden organisme har den brug for næring, og jo bedre
den er, jo mere ”giver kroppen os lov til”. Og det er så her vi kan arbejde med kroppen, for at opnå
et ønsket mål.
Når jeg som Personlig træner og Kostvejleder laver en kostplan, så bliver den lavet ud fra den
individuelle person, så der tages højde for allergier, ting man ikke bryder sig om, ting man ikke kan
undvære og den sammensættes, med tanke på hvad det er klienten gerne vil opnå med den. Når
jeg laver kostplaner, er der for så vidt ingenting som er forbudt at spise eller drikke. Dermed ikke
sagt at jeg mener det er hensigtsmæssigt at spise og drikke hvad man har lyst til. Nogle ting vil
bestemt ikke gavne ens rejse mod det mål man har sat.
Noget af det vigtigste at have i tankerne, når man laver en kostplan, det er at klienten kan få
inkorporeret i hverdagen, og ikke blot sin egen hverdag, men også familiens. Derfor er kostplaner i
dag meget bygget på hverdagsmad som hele familien kan spise, og som samtidig er lækkert. Den
største fejl de fleste begår, er at de sætter barren for højt. Dvs. de forsøger at indføre nogle
planer, de inderst inde godt ved, aldrig vil holde på sigt. Derfor er det vigtigt for mig, som Personlig
træner, at mine klienter er inddraget i opbygningen af deres kostplan. Så får de retter som de
synes om, og som gør at de rent faktisk kan overholde kostplanen. Og så er det vigtigt, at man
jævnligt skifter ud i retterne, således man ikke går træt i den mad man skal indtage.
Denne form for kostplan, er dem jeg laver til de fleste. Men herudover laver jeg også kostplaner,
hvor fokus ligger på næringens kvalitet, således man kan få kroppen til at yde maksimalt, og der
derfor ikke tænkes så meget i hvor lækkert det smager, eller hvor spændende det er. Med disse
kostplaner handler det ene og alene om at give kroppen de absolut bedste vilkår for det man skal
præstere.
Uanset hvilken kostplan man skal følge, og hvor detaljeret den er, så er der nogle ting som er
fælles for dem, og det er de ting man kan gøre, for bedre at sikre sig, man ikke pludselig ryger af
planen. Som regel er det sådan, at når man begynder at følge en ny plan som gerne skulle blive til
en vane, så vil man i starten have brug for så få muligheder for at kunne have en undskyldning for
ikke at følge planen. Så her vil jeg komme med lidt gode råd.
1. Vær forberedt. Skal du starte på en kostplan mandag, så nytter det ikke noget at du først
begynder at handle ind til den mandag. Begynd at forberede dig en dag eller 2 inden du
skal starte, så alt er købt og er klart. Så er du på vej til at komme godt i gang. Derudover
ligger der også noget opbygning af det mentale når man forbereder sig.
2. Mealprep. Jo mere vi kan forberede til vores måltider jo bedre. Jo mindre vi skal lave hver
gang vi skal spise, jo mere overskueligt er det. Rigtig mange ting kan forberedes, vejes af,
kommes i bøtter/poser osv. Dette gør at vi hurtigt er klar med det næste måltid. Man kan
også i mange kostplaner, lave en del af maden på forhånd. Igen jo mindre arbejde du har i
det daglige med kosten, jo nemmere er det at følge planen.
3. kostplan. Når man begynder på en kostplan, vil de fleste have nogle gamle vaner, der samtidig skal
gemmes lidt væk. Dvs. alle de ting som du har liggende, der IKKE er en del af kostplanen,
men som er noget du plejer at indtage lidt en gang imellem, dem skal du få ud af skabene.
Skal du så bruge noget til en bestemt lejlighed, så køber du det, og køber kun den mængde
du skal bruge. Fristelser kan man finde alle steder, men det er dumt at have dem liggende
lige foran næsen, når man jo nu rent faktisk forsøger at ændre sine vaner.
4. Ud af rytme? Falder du ud af din nye rytme med kostplanen, og en dag ikke får overholdt den, så lad
være med at smide det hele på gulvet. Vi er kun mennesker, og er man røget af sporet, så
er det bare op på det igen.
5. Snyd ikke. Får du lavet en kostplan hos en Personlig træner eller kostvejleder, så lad være med at
forsøge på at lave beregninger, således du kan spare kalorier eller bytte om på nogle
madvarer, medmindre det er aftalt. Følger du ikke planen, kan din Personlige træner ikke
guide dig, da udgangspunktet så er et andet, end vedkommende tror, og som regel er der
en grund til at man skal indtage kosten som planen nu viser det.
6. Er der ting som ikke virker for dig, eller noget som er træls, så sig det til din Personlige
træner. Kommunikation er det allervigtigste i et forløb, og uden den, kan du ikke få den
hjælp du har betalt for.